• eva

Visuel fortælling og udtalelse om oplevelsen med en fødselsfotograf (Eva Walther Horsens)



Dette her bliver en længere blogpost.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte.

Jeg er virkelig blæst væk.


Først min egne tanker, men for at læse Diannas udtalelse og se flere billeder, scroll længere ned.


Det med at skulle fotografere en fødsel, det fyldte meget for mig de sidste par uger (på en god måde, og ikke kun for mig) og jeg havde set frem til det i mange måneder. Den vordende mor og jeg havde nemlig første møde i juni allerede.


Det var på en god måde, jeg gik og tænkte på det, der forhåbentligt skulle ske - terminsdatoen var den 20. september og jeg frygtede meget, at gå glip af det hele, da parrets første fødsel var gået meget hurtig.


Den 6. september startede så den såkaldte "on-call" periode. Det var første gang på den måde, da den sidste fødsel jeg var booket til var en planlagt kejsersnit. En naturlig fødsel på terminsdato og derhjemme, det er noget, enhver fødselsfotograf drømmer om. Men det betyder også noget helt andet:

  • Man kan ikke tage på ferie i 4 uger omkring terminsdatoen

  • Man kan ikke tage på spontan tur til Flensborg med familien en lørdag eller længere væk end max 1 times kørsel. Så enten gør mand og børn alting alene i 4 uger (hvis det går helt galt ;), eller man risikerer det og er nervøs og ender evt. med at hele familien må storme hjem lige efter man er ankommet et skønt sted. Ellers kører man i 2 biler hele tiden?

  • Man kan ikke drikke alkohol (som overhovedet ikke er et problem for mig, jeg drikker næsten ikke alligevel) da det kan være man bliver ringet op og skal køre NU, både dag og nat.

  • Udstyret som kameraer, batterier, hukommelseskort, stativ etc. samt en taske med et par personlinge ting som tandbørste, ny T-Shirt, myslibar og mere skal ligge klar ved indgangen så man kan lave "grab & go".

  • Telefonen var tændt om natten og skruet op for fuld lyd (nogle skriver altså sms'er meget sent fandt jeg så ud af)

Og nu, efter denne periode er jeg meget klogere. Jeg lærte, at den pris en fødselsfotografering har, har sin fulde berettigelse, hvis man kigger på de timer man bruger, både fysisk men også rundt omkring og så det mentale, det fylder i ens hovedet - både før, under og efter fødslen. Og jeg har faktisk også hævet prisen.

  • Hele min familie blev påvirket af det (kan vi nu i Givskud i dag? Hvad hvis hun ringer lige der? Så er vi nødt til at køre hjem igen med det samme - fortæl det til nogen på 4 og 5 år!)

  • Min mand kunne pludselig ikke planlægge sin årlige vandretur med gutterne i flere weekender, fordi jeg var "on-call".

  • Min svigermor var nødt til at flytte ind for 2 nætter, fordi min mand var rejst med sit arbejde, og hvad hvis hun lige ringer denne nat kl. 2?

  • Jeg kunne ikke med til København for at se min nye niece og holde fødselsdag for min svigermor og svigerfar der sammen med resten af familien.

  • 14 timers tilstedeværelse under en uforventet lang 23-timers fødsel, som dog heldigvis først startede kl. 9 om morgenen for mig.

  • Og tanken om at der også kan gå noget galt. Det er man nødt til at kunne bære for sig selv. Jeg har selv børn, jeg er mor, jeg skal kunne klare at kigge på/dokumentere noget, der ikke går som forventet.

  • X timers udvalg og redigering af tusindvis af billeder og mange minutters filmmaterial for at klippe en film efterfølgende.

Ja, hvis man regner alt dette sammen, så ender man evt. stadigvæk på den mest skuffende timeløn (og det er før skat).

Men det er ikke alt man skal tage i betragtning her. For det kan gå lige modsat og man må regne med, at det går op i en højere enhed til sidst. For det er jo trods alt noget jeg BRÆNDER for.

  • Og det kan gå stærkt!

  • Og det kan ske langt før termin!

  • Og man kan involvere en back-up fotograf, som kan tage over, hvis ikke man selv kan og som tager noget af det mentale load en beredskabssituation kan bringe med sig.

  • Og man kan først køre derud ved 6-7 cm åbning hos den fødende.

  • ... Der er så mange muligheder.

Nu var det min første hjemmefødsel, hos et så utroligt skønt vordende forældrepar, som havde født hurtigt første gang, og dermed var det nu sådan det var.


Man skal lade være med kun at regne timer sammen. For mig var det en oplevelse uden lige. Skidt med pengene.


At få lov til at komme så tæt på, så man kan fortælle det, der er sket igennem sine billeder, det er en oplevelse og en ære som jeg svært kan beskrive. Og når man får den feedback som jeg har fået efter jeg havde leveret billederne til forældrene en uge efter, det er det der driver mig. Det er mig der kan gøre noget for dem, som de for evigt ville kunne bruge, til at støtte deres minder af noget de kun oplever et par enkelte gange i deres liv. Både dem selv men også deres børn får lov til at (gen)opleve det igen og igen.


Moren her nailed it, hun havde sådan styr på sin krop og på trods af en lidt hård periode, hvor der ikke skete så meget som ønsket, midt i det hele, havde baby det godt hele vejen igennem. Jordemødrene (der var vagtskifte så der var flere) plus en jordemor studerende gjorde et fantastisk stykke arbejde. Den sejeste søster var fødselshjælperen og så meget mere - og at se de mange kærlige og hjælpende hænder der er omkring en fødende, det rørte mig dybt.


Det er så særligt og råt.


Og nu sidder jeg tilbage med den fantastiske følelse af en særlig forbindelse med den seje fødende. Vores mails og beskeder ender nu med "Stort knus til dig" og "Krammer herfra".


Hvor er det bare WOW! <3

Tak for jeres tillid og samarbejde.






Og her kommer Diannas fantastiske udtalelse om at invitere mig med som fødselsfotograf.

"Jeg har tit tænkt på, hvorfor kendisser kunne have så fine billeder fra deres fødsler. Dem, hvor lyset falder rigtigt, så både mor, far og baby tager sig allerbedst ud. Så jeg søgte tilfældigt på ”fødsel” og ”fotograf”, og fandt i den forbindelse Eva.
Eva er bosat lige i nærheden af os, faktisk i samme lille by, som min søster (og senere fødselshjælper) bor i, så det føltes på en eller anden vis trygt, da jeg kontaktede hende for at høre mere om, hvad det der fødselsfotografi egentlig er.
Eva var simpelthen så sød og imødekommende både i telefonen første gang, vi snakkede sammen. Men også ved vores første møde. Og det var både hendes personlighed, der fik mig overbevist om, at hun var den rette til at dokumentere fødslen af vores lille datter.
Men hun sagde også noget, der virkelig gjorde indtryk på mig. Hun sagde nemlig, at hun ville ønske, at hun havde set, da hendes mand blev far.
Under en fødsel er der så meget fokus på kvinden og til sidst på den lille baby, der kommer til verden, at manden, faren, ofte blot er ham, der skal holde i hånd og hente isvand eller massere kvinden. Sådan var min egen oplevelse af vores første fødsel også. At min mand blot stod i et hjørne, og blev faktisk helt overset af personalet – selvfølgelig fordi de havde travlt med at tage sig godt af mig. Men af netop denne årsag havde vi også valgt, at vores andet barn skulle komme til verden ved en hjemmefødsel.
Min mand var lidt mere skeptisk end jeg. Han er nemlig lidt den generte type. Men da han havde mødt Eva første gang, var han ligeså tryg som mig. Han sagde faktisk, at det var lidt ligesom at have besøg af en veninde, som man havde kendt i mange år. Eva er så naturlig, så ligefrem og så utrolig godt selskab, så man bemærker faktisk slet ikke hendes kamera.
Fødselsdagen kom 2 dage efter termin. Jeg ringede til Eva, som, efter aftale, stille og roligt kørte mod vores hjem. Under hele fødslen tog hun billeder og lavede små videoklip, men på intet tidspunkt bemærkede jeg hende, og på intet tidspunkt følte hverken jeg eller min mand, at vi var ”på”. Vi havde lavet en aftale med Eva om, at alt måtte blive dokumenteret og fra alle vinkler. Dette, så vi var sikre på, at få alle de bedste øjeblikke med. Så kunne vi altid sortere i billederne efterfølgende, hvis nogen ikke lige faldt i vores smag.
Mindre end en uge efter fødslen modtog vi 250 smukt redigerede billeder, som på fineste vis dokumenterede fødslen af vores lille pige. Ingen af billederne er blevet sorteret fra, for alle fortæller de en historie, og alle viser de præcis de følelser, som vi havde den dag.
Og det er i virkeligheden den største forskel på, at have en professionel fotograf til at dokumentere vigtige livsbegivenheder, fremfor at have billeder, taget med telefonen.
Vi modtog nogle dage senere også videoen fra dagen. Den er så fin, så smagfuld og vigtigst af alt;
den viser, da min mand blev far – for anden gang – og hvor stor hjælp, støtte og tryghed jeg oplevede på den dag.
Kunne jeg gøre det hele om, eller skulle jeg være heldig at få barn nummer 3, så skal Eva helt sikkert også dokumentere den oplevelse.
Herhjemme føler vi, at vi har fået en ven for livet. For sådan er det, når man deler så stor en oplevelse sammen."

Se video om fødselsfotografering, produceret af Foreningen for Danske Fødselsfotografer




  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

   eva@evawalther.dk

+45 2810 5193

CVR nr. 40469427